Dagen efter "shower" tog jeg ud for at slappe af uden at blive følelsesladet. Jeg fik mig en ICE latte på baresso ved Nørreport. Ikke den heldigste beliggenhed må jeg sige, men jeg regnede ikke med noget drama. Jeg regnede ikke med at se ham, nu når jeg håbede på det så meget. Man siger jo, at ting sker, når man mindst venter dem. Og jeg ventede at se ham, og ønskede inderligt at det på mirakuløs vis ville ske. Og det gjorde det.
SÅ heldig var jeg. Jeg ønskede det godt nok, men jeg var pludseligt i tvivl om det virkeligt var det jeg ønskede. Jeg vidste omgående, at jeg allerede nu er på dybt vand. Jeg kan i øvrigt knap nok svømme. Jeg betragtede ham, imens han gik forbi. I starten fjernede jeg øjnene, fordi jeg fik et chok. Jeg følte at jeg gjorde noget forkert, men kom hurtigt i tanke om at ingen så på. Ingen holdt øje med, om jeg så på ham eller ej.
Jeg så hvordan han gik, ørerne dækket af hørebøffer og tydeligvis højt musik. Det som fangede min opmærksomhed var hans hånd; som i takt med musikken spillede på et usynligt instrument. Og det gik op for mig, at jo mere jeg vidste om og så af ham, jo mere jeg genkendte jeg mig selv i en mandlig version. Jeg vil gerne kunne omgås med ham, tror jeg, selvom jeg ved at det er forkert.
Jeg mener ikke, at så mange ting, der hænger sammen, kan være tilfældige. Jeg vil ikke over analysere sagen, men det er umuligt at så meget kan være tilfældigt. Det kan ikke være tilfældigt. Ja, jeg ved at jeg gentager mig selv. De ting, som jeg tidligere har skrevet om den her sag, har jeg lagt til side efter at have skrevet dem. Det er på grund af den simple grund, at jeg ikke ønsker at hænge mig fast i noget, som ikke findes. Men det ironiske er, at jeg konstant støder på ting, som modbeviser min overbevisningen om ingenting.
