Uddannelse

Vi havde forældremøde på skolen i mandags. Jeg har i længere tid været i tvivl om, hvordan jeg skulle videregive min far informationen om min Kinarejse, som jeg i forvejen ved han står imod.
Jeg var enormt irriteret og nervøs over, at jeg skulle have en kamp om rejsen IGEN. Vi har tidligere talt om det, og hans holdning var klart nej uden yderligere forklaring eller argumentation fra hans side. Inderst inde vidste jeg udmærket godt, hvorfor hans holdning stod til, som den gjorde og det gjorde mig ikke bare sur, men hysterisk vred. Alt sammen på grund af, at jeg aldrig selv ville tage min omverden i betragtning, hvis det ville gøre min familie eller mig ked, så længe jeg ikke overtrådte min tros grænse. Jeg måtte ikke engang overtale ham eller argumentere for min sag, jeg skulle simpelthen finde mig i det, uden at yde modstand. 

Jeg blev kort efter konflikten med min far - og indtil da ikke var på talefod med ham - forlovet. Jeg greb selvfølgelig chancen og fortalte min forlovede - som i den fase kaldes for kæreste på dansk - at jeg var på vej til Kina om halvandet års tid. Han blev imponeret over, at jeg havde interesse for Asien, og syntes at mine uddannelsesplaner lød fantastiske. 

Kort sagt bakkede han mig mere op, end min far nogensinde ville. Jeg gik til min far og sagde, at jeg havde søgt ind og nu ventede svar fra skolen. Min far gik endeligt med til det, fordi min daværende forlovede var i orden med det. Hvilken mening der lå i udover kontrol og kønsdiskrimination kan jeg ikke sige. Jeg var selvfølgelig glad for, at min konflikt med min far nu var løst, og at jeg nu kunne rejse af sted. Men det gjorde enormt ondt, når jeg tænkte over, at jeg først måtte gifte mig selv af sted, før jeg kunne opnå hvad jeg ønskede. At min far ikke bare en enkelt gang kunne ignorere hans omverden for sin datters lykkes skyld. Han vidste og jeg sagde flere gange, hvor meget den rejse betød for mig, og hvor meget jeg brændte for den. 

Anyway, så slog min forlovede og jeg op, som jeg tidligere antyder. Min far glemmer at jeg overhovedet har søgt uddannelse. Når jeg skal til at starte til august har han ingen anelse om det, og mit mod falder med et brag fra skyerne til jorden. Hvordan, når jeg nu var så tæt på, skulle jeg fortælle ham om min kinarejse? Og det sidste jeg havde lyst til, var et afslag, som bogstaveligt ville sende mig i jorden for altid. Jeg var bange for at fortælle ham det, fordi jeg inderst inde godt vidste, hvordan han ville reagere. 

Derfor var jeg op til det forældremøde i konstant stress over, hvordan jeg skulle videregive beskeden til ham. Hele fire uger i Kina, er ikke det første sted min far har lyst til at sende mig hen. Desværre. 

Jeg havde mange kreative scenarier om, hvordan han blev vred over at jeg havde valgt det og trodsede ham. Hvordan han midt i forældremødet ville rejse sig og gå, eller se på mig med hans skræmmende dræberblik, som ikke blot ville borer sig i min erindring men også slukke mine lys. Hvis han kunne vente, ville en kæmpe skideballe vente mig hjemme. Jeg var bange. 

I sidste ende skete der intet. Jeg turde ikke se på min far under hele foredraget om vores Kinarejse.  Han virkede imponeret over det faktum, at Shanghai var på størrelse med hele Sjælland. Han smilede. En lettelse skyllede over mine skulder i stedet for de tonstunge bekymringer og uroligheder i mig. Jeg kan næsten ikke tro det.

Nu er spørgsmålet bare, hvilken uddannelse jeg vil rode mig ud i bagefter..
Jeg er glad for at skrive og kan godt lide at arbejde med kommunikation. Jeg har en barndomsdrøm om at blive journalist, og det virker som en gylden mulighed for mig. Jeg kan blive tekstforfatter, skrive for aviser eller blade - måske damblade? - jeg kan skrive til jeg bliver træt i hænderne. Jeg vil skrive på bredt kommunikationsniveau. Men jeg skal enten til Roskilde, Århus eller Odense. Jeg vil ingen af disse, så hvad gør jeg?
Mellemøstens sprog og samfund - arabiske studier er også en mulighed. Det udbydes på Københavns Universitet på Amager. Jeg kan allerede skrive og læse arabisk, hvilket giver mig fordele på forhånd. 

Jeg vil gerne noget med sprog, og kinesisk som jeg lærer nu, kan jeg tage videre på cbs. Dog vil jeg ikke have matematik på B-niveau, som jo er et krav for at komme på cbs. På den anden side, kan jeg altid supplere i sommerferien efter 3.g. Grunden til, at jeg ikke umiddelbart sætter mig ind i mat B fra start er simpelthen at mat gør mit liv surt; jeg kan ikke finde ud af det, og jeg får pissedårligt karakter på alt mat over niveau C. OG det skal SLET IKKE stå i mit eksamensbevis. Så vil jeg hellere bruge en sommerferie på at kvalificere mig igennem faget, og kun fokusere på det, i stedet for at at bruge for meget tid på det i anden g, og samtidigt miste fokus på de andre fag der kan trække mig op. 

 Jeg må se, hvordan min holdning ændrer sig indtil 3.g. Indtil da, vil jeg nyde de gode tider og minder jeg skaber mig i det nye miljø jeg er en del af. Niels Brock og Kina. Jeg er spændt og frisk på at gennemføre det. Jeg har faktisk aldrig været så glad for at gå i skole før. Måske fordi jeg har fået en chance til at starte påny, og faktisk forny min energi. Jeg gør for første gang noget, fordi jeg vil og har lyst. 
Jeg valgte Niels brock, fordi jeg selv ønskede det, og fordi jeg nu var klar til at tage min egen beslutning om at uddanne mig. Det er ikke længere kun for at gøre min far stolt eller fordi han siger jeg skal uddanne mig. Selvfølgelig tager jeg imod hans råd om uddannelse, fordi det er det stærkeste våben at bære; viden. Jeg ved at han har ret, fordi jeg har prøvet at arbejde for uddannede folk og gør det nu for cafeen. Jeg har ikke lyst til at blive på dette niveau resten af mit liv. Jeg vil noget større. Og det sker kun, hvis jeg uddanner mig. Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan klare mig selv i fremtiden og stå stærk for min sag. Jeg vil da også gerne gøre gamle far stolt, men det er en sag for sig selv.

I dag havde vi en rigtig sjov dag på skolen. Det var Kul-dag, hvor vi var delt op i grupper på tværs af hele skolen med to fra hver klasse. Jeg var i gruppe med Karina, og vi blev pænt og grundigt svigtet af resten af gruppen. Vi stod i starten med to andre i gruppen til første aktivitet, hvor det andet hold var i undertal, hvorfor legen blev dømt som uafgjort uden at vi gjorde nogen indsats. Det var sgu kedeligt, og jeg bander, fordi de ansvarlige for aktiviteten ikke gjorde det godt nok med at samle gruppen, introducere os til hinanden (som de skulle) og sætte os ordenligt i gang. Bedre held næste gang. 
Til næste aktivitet smuttede de to, som det var lykkedes os at finde første gang. Nu var vi alene, og til Gangnam Style dansen mødte vi ca. 5 personer som modstandere. Det var ikke fair, og Karina havde skadet hoften, så hun kunne ikke danse. Jeg sagde, at jeg bare tage udfordringen alene, men vi fik lov til at lave en fællesdans, og få samme pointtal for den, så længe vi i det mindste prøve at yde en indsats. Det var faktisk ret sjovt, og vi blev for resten af dagen en del af gruppen, som vi mødte til dansen. Vi havde det virkeligt sjovt, og vi hyggede enormt, lærte de andre at kende (3.g'er fra medie og eliten, samt 1.g'er fra spansk). Vi vandt ikke så mange kampe, men vi havde det sjovt.

Jeg er nu udmattet, men jeg skal på arbejde bagefter, så jeg sidder og drikker en kop kaffe før jeg smutter.


.