Jeg græd ud...

Jeg var på Baresso (I know totalt mainstream..) sammen med Alaa, men nu kan hun jo lide stedet, så lad gå. De eneste ledige pladser, hvor vi kunne tale i fred og ro var i hjørnet, hvor jeg dengang mødtes med sommerfuglen før hendes bryllup. Ja, sommerfuglen, selv den betegnelse stjal hun fra mig. Fred være med det. 
Udover at jeg på forhånd var godt udmattet, havde søvnmangel og var stress-gennemtæsket, så bragte hjørnet en masse ømme minder og flashbacks. Der skulle ikke særligt meget til at sætte tårerne i gang, og de strømmede nu de fik lov. Pludseligt var alt uoverskueligt og bare drama. Og jeg græd. endeligt kunne jeg lettes en smule. Jeg har holdt inde så længe, og dér kom det ud. Alaa er en skøn lytter, og hun prøver så godt hun kan at sætte sig ind i min situation for at hjælpe. Hun har aldrig set mig i den tilstand.

Det gik op for mig, hvilken skade sommerfuglen har voldt mig. Hvor ondt alting stadig gjorde. Jeg blev alvorligt knust dengang, men aldrig fik jeg fortalt hende hvad jeg inderligt følte. Hun vidste det godt. Det gjorde nok mere ondt på hende end hvis jeg gav igen, som hun nok ønskede i bytte for god samvittighed. Der går forskellen dog på os to, for jeg synker ikke så lavt som hun formåede. Men ondt gjorde det.. Stadig i dag. Hun har ødelagt så mange ting for mig, billeder, idealer, tillid, sommerfugles skønhed og uskyld, loyalitet. Det var hun god til.

Hvis jeg tudebrøler i morgen, så er jeg blevet smidt ud af skolen. Hvis jeg tudebrøler om et par måneder, fejler jeg måske noget større. Inshallah kher. Allah Karim.