En gammel, tilbagehængende kærlighed?

- "..Sådan føles du, gamle flamme. Eller rettere; sådan føltes du, min gamle flamme. Sandheden er, at du nu er væk, og hænger ikke længere i min dagligdag..."
En tanke, som falder mig ind ved mindet om ham, når en tilbagevendt drøm befinder sig i min ellers fredfyldte søvn.

Jeg troede, at han var væk fra mine tanker, drømme og i det hele taget mit liv. Det er i princippet og teknisk set rigtigt nok. Jeg havde dog en drøm for et par uger siden, som sendte mig tilbage til et ømt punkt for ham. Han sad et sted, som han for længst var smuttet fra. Han kiggede på mig og han smilede. Han havde trætte øjne, og jeg følte en velkendt ild i mit hjerte genopstå. 

Har jeg stadig følelser for ham? Eller savner jeg ham? Måske fik jeg aldrig lov til rigtigt at græde helt ud, da jeg blev svigtet? Eller.. - Jeg vil ellers fri jer for de mange andre spørgsmål jeg havde i hovedet dagen lang efter min drøm.


Jeg gik ud fra, at jeg stadig manglede, at få styr på mine følelser, eller at "rydde op", som man kalder det. Og jeg troede, at jeg bare skulle give mig selv lov til faktisk at "sørge" over ham. Derfor lod jeg mig selv, en gang for alle, at kigge tilbage på det. -At huske ting jeg ellers havde kasseret og faktisk savne de gode ting jeg fik ud af det. Jeg græd ikke, men smilede.


Jeg kom også i tanke om, hvorfor det kunne være et af mine behov. (At vende tilbage og rydde op i det).
Jeg havde aldrig fået en chance for rigtigt at komme videre dengang det hele skete.
Jeg fik nemlig et helt nyt og uventet problem ud af det blå.
Ja, faktisk var det som om jeg fik klasket en ufo i hovedet; det gjorde meget ondt, og jeg troede ikke på at det kunne ske i virkeligheden o.O?
Det gjorde måske, at jeg blev nødt til at skubbe alt der vedrørte ham væk. Det gjaldt altså følelser, sorgen (til en vis grad), og alle minder, fordi jeg skulle forkusere på den nye bombe jeg ikke havde set komme.


Historien kort:


Jeg kunne ikke fordrage ham.
Jeg lærte ham at kende.
Jeg forelskede mig i ham, uden nogensinde at fortælle ham det.
Jeg ønskede kun et venskab; jeg ville være der for ham.
Jeg ønskede kun at se ham smile. Jeg elskede hans smil.
Han blev interesseret.
Vi snakkede om alt og intet.
Skolekammerater.
Min bedste veninde vidste alt, hende som jeg delte glæde, sorg og alt andet med.
De snakkede én enkel gang sammen.
Han stoppede med at skrive eller snakke til mig.
Hun opførte sig ikke underligt.
3 måneder senere.
I sorg og uvished.
Naiv og selvbebrejdende. Jeg forstod ingenting.
Aldrig har jeg grædt så meget.
Og aldrig har jeg forstået så lidt.
Intet gav mening, selvom jeg koblede det hele sammen.
Hun tilstod, lige før min fødselsdag, at han elskede hende.
Og hun elskede ham.
Jeg modsiger aldrig kærlighed, og havde derfor ingen ret til at gøre modstand.
Men så sagde hun-
De kom også sammen, bag min ryg, og hun var direkte skyld i at han forsvandt.
Hun bad ham nemlig selv om det.
Hvordan kan jeg ikke elske ham, sagde hun.
Når du har fortalt mig så meget om hvad han gemmer bag facaden, fortsatte hun.
Og du gav mig lyst til at elske ham, som du beskrev ham og beskyttede ham mod min kritik, afsluttede hun.
Det lød som en grim joke.
Men.
Realitet.
Nu forstod jeg.
Og følte mig dum.
Over at trøste hende de sidste 3 måneder, når hun græd.
Over at holde i mig, når jeg selv gjorde.
Det var lidt ligesom at hælde benzin over min egen indvendige ild.
Jeg troede jeg skulle dø. Det gjorde så ondt.
Ikke af ham, men min bedste veninde, for hun vidste alt.
Jeg ville flygte, men havde ingen steder at tage hen.
Så jeg blev stående, og mærkede flammerne omfavne mig.
Lod dem tage hvad de ville, og efterlade mig brændsår.
Smerter jeg aldrig før har mærket.
Men enden kom, som i alt i denne verden.
Mit hjerte banker stadig, efter mange kampe og modstand.
Er i dag lad, frisk og rask. Men hold k... det tog sin tid at blive helet.


Jeg gik i flere måneder og tvivlede på mig selv. Er jeg overhovedet på rigtige vej?
Er det virkeligt en dårligt ting at være god mod alle, være naiv og tro, eller skal man ikke satse på kærlighed?
Hvad med at vælge det gode frem for det dårlige i mennesker og gå ud fra det? 


Jeg har aldrig nogensinde gjort nogen ondt, fordi jeg lever med tanken; man skal behandle andre, som man selv vil behandles. Aldrig havde jeg løjet, snydt eller været skyld i andres sorg. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle fortjene netop den behandling; at blive holdt for nar. Og slet ikke af hvem som helst, men min så god som søster.
Jeg havde lyst til at flå mit hjerte ud af min krop.


Jeg straffede hende ikke på nogen praktisk eller verbal måde. Ingenting. Det var hvad jeg gjorde. Og i dag kan jeg forstå hvor meget forskel det gjorde. Jeg forstår nu, at stilheden jeg gav hende, var den største straf hun kunne få.
Måske var det fordi hun ikke fik, hvad hun selv mente var, hvad hun fortjente af verbal (og måske fysisk) straf.


I den forbindelse, fordi hun sikkert ønskede at ligestille hendes handling med hævn eller nedgørende behandling mod sig. For mig er tanken, at jeg ikke synker så lavt. Jeg vil heller ikke stå for hævnen, fordi jeg ved, at tiden nok skal klare det. "What goes around, comes around".
Det havde noget med samvittigheden at gøre. Jeg blev klar over, at jeg var den eneste af os tre, som havde ren samvittighed. Den eneste, som kunne ligge sig til at sove om natten, uden at føle sig skyldig eller fælde en tåre af skam.


Jeg var den, som gjorde det rigtige. For selvom det gjorde så ondt, var prisen for ren samvittighed det hele værd.
Jeg siger ikke at jeg fortjener, hvad der skete, men jeg fortryder ikke at have været mig selv. Og det er blot fordi, de har givet mig en uforglemmelig lektion, og omvendt håber jeg.  

Jeg vil tilføje, at hun i dag stadig er min veninde. Hun er tilgivet, men jeg glemmer ikke hvad hun gjorde. Og her kommer jeg faktisk til min pointe: hvorfor dukkede det op efter så lang tid? Var det en endnu ikke slukket flamme, eller hvad?

Fortsæt til del 2 ved at klikke her.