Eman Badawi: Forfatter med sjæl

Jeg har læst en del digte af forfatteren Eman Badawi, mor til min kære veninde Sandra; en fantastisk pige! Digtene læste jeg for første gang før jeg overhovedet kendte Sandra, eller vidste at hun var datter af Eman, som var blandt mine bekendte naboer.

Efter at jeg tilfældigvis lærte Sandra og hendes familie at kende, havde digtene en helt anden forståelse for mig. De blev dybere, sørgeligere og mere realistiske. Selvom jeg ved første møde med hendes digtsamling blev rørt, er det intet i forhold til at høre historierne af sand erfaring. Det handlede ikke længere om objektive digte eller fantasihistorier. Det blev til sande oplevelser, og ikke mindst min nye venindes tilknytning til sin mor.

Når man hører Sandras historie rejser hårene sig, og tårerne falder for. Jeg kan ikke læse digtene uden at få gåsehud, og det er den slags digte som tænder mig indvendigt. Ting som giver mening, selvom de på skrift ikke gør. Ord som i nogles verden intet siger, men som i min klinger så det larmer. Sætninger imellem linjerne, som kun jeg forstår som jeg nu gør, og som kun jeg kan læse fordi de ikke findes. Måske fordi jeg finder mig selv derimellem. Og fordi ingen har muligheden for at komme så nært på mig, medmindre jeg selv giver lov. Mit fristed, hvor ord kan ændre alt.

Til Sandra, jeg er glad for at have lært dig at kende. Jeg håber ikke, at det slutter.

Til Eman Badawi, du fortjener mere end hvad jeg nogensinde kan beskrive med ord; for intet vil være nok. Er vi i samme verden af ord? Eller findes hver vores? Jeg læser dine ord, men kan ikke sige mere, for du siger nok.

Et af de mange digte, som står mig nær hjertet er digtet Til lille Sandra, hvor blot overskriften er nok til at give mig kuldegysninger. Det er ikke negativt ment.
Jeg har et digt, som måske giver Eman et velfortjent forståelse og den respekt, som hun fortjener. Men jeg ved at det er langt fra nok.

Jeg læser dit digt til Sandra
En sætning er nok til at bringe tårerne frem
Som du stiller spørgsmål
Og lydløst råber om hjælp
Savner dine børn
Og kalder på dem
Hvor rejser hårene sig, som jeg skriver det
For selvom jeg ikke selv har børn
Er tanken alene nok til at dræbe mig indvendigt
Jeg tænker ikke at det er synd
Selvom det er
Men styrke og magt måtte du have haft
For hvordan kunne du holde det ud
Og vente på, at Sandra og Sami
voksede nok til at forstå
At din varme favn, stedet hvor de hører til
Stadig var åben for dem
Klar til en ny begyndelse
Klar med kærlighed at ose for dem
Klar til endeligt at have lov til
At være mor for dem igen

Hvor mange godnathistorier mon hun mangler at fortælle jer?
Og vil hun nogensinde give slip igen?
Har du, Sandra, passet på Sami, som mor har ønsket, og håbet på?
Har i husket hende, og tænkt på, at hun mest af alt ønskede
At have jeres hænder i sine?
At hun hver nat kunne putte jer i seng
Kysse jer på panden, når søvnen havde taget over jer?
At hun hver morgen kunne aflevere jer i børnehave, eller sende jer i skole?
Smøre madpakke, og hente jer hjem igen, som alle andre forældre gjorde?
At hun til aftensmad tilberedte mors gode mad så i kunne spise jer mætte?
At hun overvældede jer med kærlighed, og lærte jer en masse ting af hende?


Har i mon vidst hvor ondt det gjorde hende?
At jeres senge oftest var tomme, når hun engang imellem så ind til jer om natten?
Når hun om morgenen ingen børn fandt, og i andetsteds skulle sendes i skole?
Hvor ondt hun må have haft det, når hun en sjældent gang måtte se jer
Og kort til efter give slip på jer igen?
Hvor lykkelig og ulykkelig hun på samme tid måtte have været?
Så lykkelig over at have set jer, så ulykkelig når i er væk igen
At de små børn, af sit eget kød og blod, for hendes øjne usynlige
Når al jeres opvækst og detaljerne hertil ikke var hendes eje?
Hvor knust mon hun har været i al den tid
Hvor kun fantasien gav hende billede af jer i hendes nærvær?
Så hun kunne passe på jer og bekræfte sin eksistens for jer
Som i et mareridt man ikke kan vågne fra, blev i tvangsfjernet
Hendes skrig og gråd for sig selv kun, ingen lyttede


Hvor stærk må man have været
For overhovedet at være i live, når dele af sig selv tvangsfjernes?
Små hænder, bløde øjne og uskyldige smil
Nye ord, et sprog som kun mor forstår
Små fødder, som livligt løber rundt derhjemme
Glade grin, som i hendes minder vender tilbage i et ekko
I sin nye, stille og tomme hverdag
Forestillinger om jeres liv og sjæl omkring hende
Må have fundet sted; ikke dagligt
Hver time, hvert minut, hvert sekund
I var lyset i hendes liv
Og pludseligt var alt mørkt
Luften er væk, men hun behøver ikke ilt
Hun behøver jer
Maden smed hun væk, for hun var ikke sulten
Hun ville se jer
Vand slukkede ikke hendes tørst
Hun ønskede jer tilbage
Intet lød som forståelige ord for hende længere
Hun ville kun høre jeres Mama
Hun ønskede intet andet end at lukke øjnene
Og når hun åbnede dem igen, så ville i være der igen
Kigge tilbage på hende og smile

Når en kvinde føder, giver hun et nyt liv en ny chance for at se lyset
Hun får en stærk grund til at leve videre og overleve;
For livet hun har født er hendes eget
Hun vil se det vokse og give det kærlighed
Det er en tilknytning som kun mor og barn kan få 
Selv romantikken mellem mand og kvinde kan ikke sætte ord på, eller opnå den
For det er slet ikke det samme
En elsker kan erstattes, et barn kan ikke, heller ikke mor eller far
Den tilknytning, som hun vil ofre liv for, blev hun frataget i en tid
Hvor hun hellere ville dø end at miste jer;
Sandra og Sami
Hun elsker jer overalt på jorden, og kunne hun gøre det, ville hun ofre alt dyrbart for hende
Blot i har det godt
Det er mors tilknytning til jer, selvom de tog jer fra hende, havde i plads i hendes hjerte
Hvor ingen andre kunne være
For det er hendes blod som i jer strømmer, og det må i aldrig glemme

Nu er du tilbage Sandra min kære
En smuk, voksen pige
Og Sami, besøg mor, far og Sandra oftere
Værdsæt jeres nye chance, mor har sikkert aldrig været lykkeligere
Når hun ser sine dengang små børn som voksne mennesker nu
Glem aldrig, at mor har været så stærk, siden hun i dag stadig står på benene
Og stadig har favnen åben for jer
Alle ord er helt sikkert minimalt i forhold til, hvad hun har måttet udholde.


Glem heller aldrig, at et enkelt smil fra jer, er hele livet værd for hende