Kærlighed ved første blik?

Kan man falde for et andet menneske ved første blik?

Er det en myte eller er det sandt, at man ved det blotte øjeblik kan falde for en person? At man uden yderligere bekendtskab kan danne følelser for vedkommende, og faktisk betragte det som en forelskelse?

Jeg tror, at det sagtens kan lade sig gøre. Faktisk, så ved jeg, at det kan lade sig gøre. På den anden side, er jeg i tvivl om, hvorvidt disse følelser har lang vej. Altså hvor længe det vil vare, før følelserne forsvinder igen. Jeg vil sige; Det er et kunstværk at holde kærlighed ved første blik i live. Jeg ville ønske, at det kunne ske for mig; det ville nok være smukt.

Sker det når et sus opstår ved første øjemøde? Sker det når blodet begynder at pumpe med maximal hastighed? Er det øjeblikket, hvor man ser hinanden og ikke ved om man er glad eller ej, men kan mærke at noget klikker? Eller er det øjeblikket, hvor det aldrig før har føltes rigtigere at se nogen dybt i øjnene i lang tid, uden at skamme sig?

Jeg hepper mest på den sidste mulighed, fordi det minder mig om noget jeg selv har oplevet. Jeg kan derfor bekræfte sandsynligheden for at det sker.

Det var godt nok ikke første møde, som gjorde indtryk på mig; det var faktisk det fjerde. Han var og er stadig fuldstændig fremmet for mig, fordi alle sammentræf var ganske tilfældige og uventede. Det var øjenkontakten på fjerde møde, som rykkede i mig.

Han faldt ikke i min smag første, anden eller tredje gang jeg så ham. Faktisk tænkte jeg slet ikke på, at jeg tidligere havde set ham, før han gjorde indtryk på mig. Det skete, da jeg så ham for fjerde gang. Det var netop dér, det hele startede.

Klokken var ca. halv 9, måske 8.35. Jeg var optaget af hans øjne, men jeg tror han havde en grå eller mørk blå jakke på. Langtfra kunne jeg ikke se hvem han var, så jeg fokuserede på at prøve og huske, samtidigt med at vores øjenkontakt var i live. Han så bekendt ud, og jo tættere han kom mod mig, jo klarere blev det i min erindring. Da  jeg huskede det, var det forsent at se væk, for jeg var bundet i den længste øjenkontakt jeg nogensinde har haft med en fremmet. For slet ikke at tale om, at aldrig har nogen set sådan på mig. Jeg kunne ikke bryde øjenkontakten; ikke før han var en meter eller to fra mig.

Hans øjne er blå og de skinner som himlen. Lys hud og halv-lyst hår. Et smilehul, man har lyst til at kysse. Ikke så høj, men ikke lav. Han er ikke tynd, men heller ikke tyk; bare normal.

Jeg var nysgerrig. Jeg ville vide hvem personen, som kunne holde øjenkonakt i live med mig som den eneste, var. Det betyder ikke, at jeg ikke kan se folk i øjnene, for selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan bare ikke, med mindre jeg stoler på dem, og har en vis tillid til personen.

Jeg vidste ikke mere en to ting; hvor han arbejder og hvordan han ser ud. Jeg havde lidt svært ved at finde ham, men takket være internettet kunne det ske. Da jeg nogenlunde ved hvor han arbejder, kunne jeg begrænse søgekriterierne. Han er i øvrigt mindst 7 år ældre end mig, men ikke mere end 10. Ja, og hvordan ved jeg det? Man siger jo at kvinder er bedre en FBI, når det gælder informationssøgning.. (Rømmer mig..)

Billedet, som jeg fandt af ham viser mig et sødt smil. Jeg må indrømme, at det får mig til at smile. Jeg kender ham ikke, men alligevel tænker jeg ofte på ham og det giver mig et smil på læben. Jeg ved, at jeg vil se mere til ham i fremtiden. Det ved jeg. Jeg ved derimod ikke, om jeg er klar til det, fordi jeg ved, at det ikke bliver en dans på røde roser. Men det vil jeg tage, som det kommer.

Første gang jeg så dig
Var ikke 
Hastige hjertebank
Intet sus
Ingen decideret følelse
Eller direkte kontakt
Ingen lyd
Intet smil


Du var der bare
Og jeg mærkede ingenting


De få, men lange sekunder var så stille
Selvom gaden omkring os var i larm
Det ene sekund var det ingenting
Det andet gik med
At jeg ikke vidste hvem du var
Men så stod tiden stille
Et øjekast var nok
Til at fange mig i en øjenkontakt
Jeg aldrig før har turde have så længe
Hverken fremmet eller bekendt


Før jeg vidste af det blev timeglasset vendt
Vi passerede hinanden
Du  var væk
Alt jeg havde tilbage var dit blik
Du forsvandt fra mit syn
Men ikke helt
Dit blik og mine tanker uadskillelige indtil nu
Du er her, hver gang jeg lukker øjnene


Følelserne strømmer
Som var du mit livs lange historier
En jeg ikke for første gang havde mødt
Personen, som jeg altid har tilhørt
Som jeg altid har ønsket
Som jeg skulle have mødt først
Personen, som jeg aldrig kommer til at glemme
Jeg mærker dine spor, som for længst ingraverede sig
Længere tilbage end jeg nogensinde kan huske


Hvor er du henne
Og hvor længe skal jeg vente
Før jeg får dig at se igen?
Nætterne så lange og uigennemtrængelig
Dagene for korte
Verden for stor
Til at finde dig
For igen at stjæle dit blik
Få dig til at se på mig igen
Som du gjorde første gang


Jeg har ventet
Men ikke så længe
Aldrig troede jeg
Med sådan en hastighed
At hjertet kunne give sig
Måske binde sig
Uden igen at forlange
Med ønsket om en fremtid
Et seriøst kald
Noget man sammen kunne bygge, sten på sten
Skridt for skridt, sammen gå


Kom til live ved min side
Der hvor du i min forestilling
Ligger i min seng
Holder min hånd
Går i mine lange ture
Læser mine ord
Gengælder mine følelser
Ager min kind
Hvisker til mig
At du elsker mig

Måske er jeg forelsket, måske ikke. Det eneste jeg ved er, at mine tanker bringer alle disse ord frem. Måske er jeg følelsesladet, fordi jeg i seneste periode har lært mine rigtige behov at kende og gerne vil elske påny efter min udvikling. Hvorfor jeg muligvis sætter så meget fokus på hændelsen.
Det kunne jo også være, at det intet andet var end et tilfældigt øjenkontakt for ham.
Måske tror jeg blot at jeg har følelser, jeg egentligt ikke har. Måske ser jeg ham igen, og opdager at alt ovenstående og mine følelser for ham ikke længere hænger sammen. Man ved aldrig, men til den tid kan alt ske. Hvis jeg ser ham igen og opdager, at mine følelser er seriøse, så vil jeg acceptere det som det er. Hvis jeg opdager, at jeg ingen følelser for ham har, er det her ikke mindre end en positiv oplevelse for mig. Det har lært mig en del, i hvert fald om mig selv. 
Hvis jeg er forelsket, så håber jeg, at han er som jeg forestiller mig.