Tomrum

Jeg mærker et tomrum i mig..

Herinde kan jeg skrive alt. Ingen behøver læse det, ingen behøver vide det...Jeg gør det for at slippe mine tanker fri. Så jeg ikke konstant tynges af dem, eller tynger andre med. 
Jeg har ikke lyst til at tale med nogen længere, de forstår det ikke. Jeg har brug for space, men jeg mødes hele tiden med forventninger om at være det bedste AF det bedste. Jeg er ikke perfekt. Ingen er. Men selv hvis alle var, så ønsker jeg ikke at være det. Det er for plat at kalde noget normalt, blot fordi man ved størstedel praktiserer det. Så vil jeg ikke være normal, eller rigtig. At de fleste gør noget bestemt gør det ikke rigtigt.
Jeg er træt.
Ingen behøver at kende mig, tror jeg.
Selvom jeg skriver det, så ved jeg at det er løgn. Selvfølgelig ville jeg ønske at nogen kendte mig som jeg inderst inde er, under alle facader og under alle lag. Helt på bar bund, hvor jeg er mest sårbar, og der hvor ingen andre kan komme til. Jeg har brug for en person, som forstår mig, og som tager mig for den jeg er. Jeg vil ikke være en anden, men med alt det pres jeg oplever er jeg bange for at miste mig selv. Jeg vil ikke miste mig selv. Jeg Vil Ikke.Jeg ved ikke hvad der sker, efter så lang tid med kampen om at elske min krop som den er, kigger jeg nu på de tynde piger og vil gerne tabe mig. det gik så godt, og jeg god nok, indtil nu. Alle der siger at jeg har tabt mig eller taget på giver mig kvalme, det hjælper på ingen måde at de siger at jeg har tabt mig, fordi jeg ikke har lyst til at gøre noget ved det længere... Nu vil jeg gerne tabe mig igen..Jeg er træt af alle de her komplekser, seriously, når folk spørger mig, var du ikke på kur? Hhaha, jo, men er det ikke længere.. Hvorfor? har ikke brug for det, jeg har intet imod min krop.... Ejj, ingen er tilfredse med deres krop, selv de tynde er ikke glade.... JEG-ER-OK-MED-MIN-KROP. Man bliver jo tvunget til at tænke at man aldrig er god nok..... tyk eller tynd, du er ikke god nok!

Jeg forelsker mig i en jeg slet ikke kender, stalker ham og betragter ham langtfra; som var han en stjerne i det fjerne rum. Jeg kan se ham, og synet er den eneste form for tilnærmelse jeg kan få.

Jeg vil gerne erkendes, især af mine nærmeste. Men jeg har aldrig været god til at tiltrække mig opmærksomhed. Fordi jeg tier stille og holder inde, føler jeg mig overset. Og så er spørgsmålet; er det min eller de andres skyld? På en måde min egen, fordi jeg jo bare kan gøre dem opmærksom på det. Men jeg er ikke den type, især overfor min familie. På den anden side undrer det mig, at de åbenbart går og tror at jeg ingen følelser har, ikke har ondt eller nogensinde er ked af det; siden de forventer at jeg altid er på toppen, sagtens kan tage onde bemærkninger og stride ord, og ikke kan forstå at jeg nogle gange siger fra for at være alene. Så er jeg pludseligt og fuldstændig asocial, egoistisk og så meget andet lort, som jeg ikke forstår. Jeg er træt.

Den eneste, som jeg kan tale med er Nergiz og Rezan, men jeg ved hvor travlt de har med studiet osv, og snakker kun med dem, når jeg føler at jeg er ved at flyde over. Jeg er stoppet med at fortælle alt, fordi jeg mærker at jeg for tiden har let ved at overreagerer eller være overfølsom overfor modstand eller at de ikke forstår mig.

Jeg er rastløs. Jeg ønsker svar, og det kan jeg kun få ved at spørge. Men er jeg så psykopatisk, at jeg finder på at stoppe ham op og sige, hey vil du ikke lige fortælle mig hvad du tænker om mig. Måske er jeg også bange for svaret. Bange for at begynde noget jeg ikke kan stoppe, eller gøre ham opmærksom på noget, som han ikke vidste eksisterede. Det ville ikke betyde noget, hvis jeg rent faktisk var forelsket i ham, men jeg ved ikke engang om jeg er forelsket i HAM. Jeg er forelsket i ham jeg tror han er. Hvad hvis jeg faktisk slet ikke kan lide ham. og hvad hvis han i bund og grund er gift og har tre børn. Så vil jeg se ham på skolen og skamme mig over et pinligt øjeblik, som opstod pga min egen forvirring og frustration, og fordi jeg ikke kan vente indtil sommerferien er ovre og jeg så kan bekræfte hvad fanden der løber i mine følelser og i mine tanker.... jeg vil ikke ødelægge noget, som ikke skal ødelægges. Jeg føler at sommeren ikke går over, som om jeg aldrig kommer til at starter på den skole, og som om det er en drøm for mig, som ikke vil opfyldes. Som om jeg ikke tror på, at det endeligt kan lade sig gøre. Jeg er trist, jeg er slet ikke frisk som jeg plejer at være, og jeg glider ned ad bakke med fuld hastighed. Jeg ved ikke hvordan jeg stopper...

Jeg har mødt den største modstand af min far, fordi jeg skal til Kina og være væk i lang tid efter hans mening. Jeg ved han vil passe på mig, men det knuser mig og mit selvværd at han holder mig tilbage på den måde. Tør jeg følge min drøm og satse på at han i sidste ende ikke vil give slip på sit kød og blod, eller skal jeg være rebelsk og glemme alt andet. Jeg er træt, og jeg vil ikke handle på nogen måde, som jeg vil fortryde om ti år. Men måske vil jeg fortryde det, hvis jeg ikke gør det. Jeg vil væk....Omg... Jeg skriver i trance. Jeg aner ingenting lige  nu og her... Jeg er tom for energi. Jeg vil ikke behandles som en lille pige. Jeg fylder 21 næste måned, og jeg vil ikke være bundet længere. Jeg vil vokse op på min egen måde, og jeg vil have lov til at gøre det der passer mig, fordi jeg finder det rigtigt. Jeg er ikke en lille pige længere, og på trods af at jeg ved, at mine forældre ønsker mig det bedste og for alt ønsker at passe på mig, så kan jeg godt selv nu. Hvis de holder mig fast, kan jeg ikke udvikle mig, jeg sidder fast, jeg kan ikke rykke, jeg kan ikke gå, jeg kan ingenting, og jeg vil ikke være en del af den dumme barndom jeg aldrig har haft, og jeg vil ikke være en del af de traumatiske oplevelser jeg har i fortiden, jeg vil gerne videre, og det kan jeg ikke komme, så længe mine forældre ikke forstår at jeg ønsker min egen livsstil og ikke vil være som dem.

Jeg er Muslim, og det er jeg stolt af. jeg elsker at være muslim, og selvom jeg er født i en muslimsk familie, har jeg nu fundet ud af, at jeg i sidste ende ville vælge Islam på trods af hvor henne jeg lå hvis ikke jeg var. Men der er nogle traditioner, som jeg hader så meget, at jeg ville ønske jeg havde en eraser som jeg kunne rense alle folks hjerner med, så de kunne glemme alt om dem, så folk kunne dyrke deres religion uden andre tilknytninger, som gør at de designer Islam efter egne behov. De holder fast i det der passer dem, og modellerer på det de ikke bryder sig om. Hvis man vælger Islam, vælger man hele pakken. Derfor får jeg lyst til at gifte mig med en konvertit, fordi han som udgangspunkt er blevet muslim af egen fri vilje, og derfor vil være mere tilknyttet til religionen, end en som tilsyneladende er født i en muslimsk familie, og kun dyrker religionen i samme udformning som traditionen at følge familiens tro.

Jeg er virkeligt træt... Så træt, at jeg ikke magter mere.... Jeg bliver mest såret, når mine søstre så selvsikkert påstår at jeg aldrig har været der for dem, og kun tænker på mig selv....Når jeg rent faktisk har mistet min barndom til fordel for at de ikke skulle have samme opvækst som mig og så de ikke skulle lide, og savne den rolle, som jeg hver nat græd mig selv i søvne over at have manglet, i ønske om at mine forældre ville forstå hvad det ville sige at være barn i en del af den danske kultur, splittet mellem to nationaliteter, mødt med enormt modstand, og så var der alle de rammer man skulle holde sig til hjemmefra. Jeg hader den barndom, hader den. FOrdi jeg aldrig har fortaget en handling for min egen skyld, bliver jeg trådt på og jeg bliver glemt; fordi jeg ikke markerer mig selv og ikke gør folk opmærksom på at jeg OGSÅ findes... At jeg også har følelser, også har en mening og også har en stemme. Men hvad fanden, jeg kan ikke se det rigtige i, at mine nærmeste ikke bemærker mig medmindre jeg stråler med alt førnævnte.... Jeg vil ikke.